fredag den 16. august 2013

Del 3 - Intet nyt er godt nyt ??

17-8-13


SÅ er det atter tid til en lille opdatering - Jeg satser på fremover at opdatere lidt oftere :)
Jeg var egentlig gået i gang med et længere indlæg omkring evolutionen af planter, men det blev simpelthen for omfattende, så det har også været medvirkende til at der ikke er kommet nyt...

I går var det tid til den første opgaveaflevering - jeg skulle skrive om "Plant Pest & Diseases" i Majs dyrket på New Zealand. Man skulle skrive 4000-5000 ord, så det endte med at fylde 18 sider inkl. referencer og forside osv, så det har taget lidt tid. Til gengæld tæller opgavens karakter for 15 % af eksamenskarakteren. I alle mine fag er der løbende evalueringer som tæller fra 5-30 % af eksamenskarakteren, og så en afsluttende eksamen som tæller op til 50 % afhængig af faget. Et eller andet sted er det en fin måde at gøre det ifht. den typiske danske model hvor det er "knald eller fald" (mærkeligt udtryk) eksamen efter ca. 2½ måned.Minusset er nok at fagenes opgaver og deleksamener sjovt nok falder stort set samtidig lige her omkring mid semester break, som er fra næste fredag (24. august - 8 september.) Jeg flyver til Sydney og besøger Philip i ferien, men skal dog også lave et par opgaver mens jeg er der, så helt ferie bliver det jo ikke.

Egentlig er der ikke sket det vilde her siden sidst. Jeg har lavet mad et par gange med en kinesisk pige der bor her. Jeg kan ikke huske hendes kinesiske navn, men hendes engelske navn er Stephanie. Alle kineserne her har et selvvalgt engelsk navn. Jeg har primært lavet forskellige former for kartofler (bagte kartofler med persillesmør, rösti med persillerod, hasselbach kartofler, ovnkartofler med rodfrugter) og så fx. laks, lammefrikadeller og en miniflæskesteg inkl. rødkål og syltede agurker. Det er generelt faldet i god jord, og jeg øjner en vis forretningsmulighed i et dansk - kinesisk joint venture biks i Kbh til at servicere den stigende mængde kinesiske turister. Stephanies forældre var på besøg fra Kina, og som mange andre kinesere snakker de ikke engelsk overhovedet, selvom de formentlig hører til den voksende kinesiske middelklasse. (Faderen arbejdede vidst med import / eksport forretning og moderen var ansat i et statsejet firma)
De var bl.a. en tur på Sydøen, dette foregik med et kinesisk rejseselskab som sørgede for bustransport med kinesisk guide og kinesisk mad - kineserne bryder sig ikke om New Zealandsk kost, som i mange tilfælde er lig med britisk / amerikansk fast food kultur.
Men kartofler og gris kan de altså godt lide.
Nå, men mens de var her blev jeg budt på mad en aften. Dette bestod bl.a. af oksekød kogt i vand med kinesisk peberkorn og chili. Jeg er normalt ikke til kogt kød men det smagte faktisk ganske udmærket. Hertil selvfølgelig ris, og en ret bestående af nogle stegte kinesiske svampe af ukendt art, samt kyllinge"dumplings" marineret i et eller andet. Maden blev akkompagneret af en utrolig sød australsk saftevandsrødvin på 7 %. Det kogte kød blev smasket godt igennem, og der blev skålet jævnligt.

Forrige lørdag var vi så på "Morning Market" som er et grøntsagsmarked lørdag morgen / formiddag. Billigere priser end supermarkederne og stort udvalg af almindelige såvel som eksotiske grøntsager.

Derudover har jeg været ude at trave en tur i området, der er en masse stier som giver mulighed for lidt natur / landskabsoplevelser i området. Det er dog i høj grad et landbrugsområde, men meget flot ikke desto mindre. (Omend det ikke er samme oplevelse som at vandre i nationalparkerne / turistbrochurerne.)

Og så en lille rettelse fra sidst:

Jeg har gået rundt og fejlidentificeret en del træer som værende træ-bregner pga. denne lille epifytiske bregne (Leatherleaf fern, Pyrrosia eleagnifolia), som gror på alle mulige slags træer, herunder altså også nåletræer og blomstrende træer etc. Sådan kan man blive snydt når man misforstår den information man får :)


Det var alt hvad jeg havde for denne gang. Der var jordskælv igen i går, men jeg mærkede ikke noget til det største af dem da jeg formentlig var udenfor da det indtræf. Dog begyndte projektoren at hoppe og danse på et tidspunkt senere på dagen da jeg var til øvelse, pga. et mindre efterskælv. Men ikke noget slemt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Pyrrosia_eleagnifolia




 Bledisloe Park, Palmerston North


Hen and Chicken Fern
(Asplenium bulbiferum)
http://en.wikipedia.org/wiki/Asplenium_bulbiferum

Den typiske dannelse af nyt blad, kaldet Frond, hos bregner. Dannes ved "circinate vernation."
http://en.wikipedia.org/wiki/Vernation
 Hen and Chicken Fern
(Asplenium bulbiferum)
Vegetativ reproduktion - Nye skud dannes direkte på bregnen. Dette er grunden til navnet på bregnen.
 Maidenhair Fern
(Adiantum formosum)
http://en.wikipedia.org/wiki/Adiantum_formosum











 Morning Market, Palmerston North



 Stephanie
 Mig, shopper porer


torsdag den 25. juli 2013

Del 2






                                                                           11-7 – 26 -7:


Er nu ankommet til Palmerston North. Skal nok forsøge at opdatere lidt flittigere :)

Bor på et værelse med fælles bad og køkken. Vi er pt. 1 thailænder, 1 kineser, 1 argentiner og 1 afrikaner / new zealænder. Det er meget stille og roligt og ikke så meget at berette på den front.

                                                           Ruahine kollegiet som jeg bor på.     

                       Udsigten fra mit værelse. I baggrunden er nogle bjerge med en stor vindmøllepark.                             



Jeg har 4 fag på universitetet som jeg selv har valgt.
Universitet hedder Massey University og har afdelinger i Auckland, Wellington og Palmerston North. Det blev oprettet i 1920'erne og er opkaldt efter en tidl. premierminister. Det startede her i Palmerston North og har rødder indenfor landbruget, da regionen her i høj grad er landbrugsland. De har bl.a dyrlægeuddannelse her, og der kører for tiden en udsendelse på New Zealandsk Tv som foregår på deres dyrehospital. (Jeg har dog ikke set omtalte program)
Jeg er desværre endt i Palmerston North pga. det var det campus der udbød flest fag indenfor mit område. Når jeg siger desværre er det fordi det er en halvkedelig provins-soveby. Selve universitetet er dog udmærket.

Undervisning er ”Big Business” i New Zealand – Der er et meget stort indtag af udenlandske studerende som skæpper godt i kassen, da de skal betale for undervisningen, typisk omkring 30-40000 kr. pr. fag pr. semester så vidt jeg har kunnet se.
Jeg syntes jeg læste et sted at undervisnings”industrien” bidrager med omkring 10 mia. NZ dollars (ca 45 mia. Dkr) årligt, men jeg har dog ikke kunnet genfinde artiklen, så måske jeg husker lidt forkert..
Generelt er niveauet forholdsvis lig dansk niveau indtil videre, men jeg vil berette mere omkring undervisningssystemet på et senere tidspunkt.



                                                   Centrale plads på campus.
                                                     En lille ande-sø på Campus.
                 Den berømte sorte svane som er kendt og berygtet af alle her pga. sit iltre temperament :)
                       Der er ret flot omkring Campus med diverse mindre parker.

                 Leatherleaf fern (bregne) - gror som epifyt på rigtig mange træer hernede.


                                     
         På Campus ligger også en lille "Bregne-sti", hvor der er en masse forskellige arter af bregner.

                                       
                                                  Et stort blad, eller en lille hånd.
Herunder er de fire fag jeg skal have og en kort beskrivelse af dem:



Flora of New Zealand:
Handler om New Zealands flora (planter) – som nævnt i første indlæg adskiller den sig en del fra den danske flora. Jeg vil løbende ligge lidt billeder op fra dette kursus, da jeg skal lære at genkende 60 planter inkl. deres latinske navn, Maori navn og engelske navn.


Vi har bl.a. besøgt universitetets Herbarium, som er en samling af gamle tørrede planter. Lyder det kedeligt? Det er det også.. !
Pointen er at man i et Herbarium opbevarer eksempler på planter, dvs. når der opdages en ny plante skal der gemmes et eksemplar i et Herbarium, således at andre kan få adgang til planten.
Det fede ved Massey's Herbarium er at de har nogle planter indsamlet helt tilbage fra James Cooks opdagelse af New Zealand i slutningen af 1700 tallet. (Dem så vi dog ikke)


                                                   Et eksempel på en art fra Herbariummet.


Jeg regner med at blive lidt klogere på systematikken indenfor planter i dette kursus, det er noget jeg har haft om på Ku før, men synes faktisk de går lidt mere .... systematisk .... til værks her.







Plant Development:
Handler om planter på molekylærbiologisk niveau.
Diverse laboratoriearbejde osv. Meget spændende, men vi er ikke for alvor kommet i gang med faget endnu.


Controlling Plant pest and diseases:
Et rigtigt landbrugsfag ! Handler om ukrudts og skadedyrsbekæmpelse, herunder især de økonomiske aspekter af det. Hvornår kan det betale  sig at sprøjte etc. Udmærket fag indtil videre, det er interessant at det ikke kun omhandler ”videnskab” men i høj grad også er relevant ifht. samfundsdiskussioner om økonomi såvel som miljøpåvirkning.


Microbial Biotechnology:
Handler om mikrobiologi og de kommercielle aspekter af teknologien. Ganske hyggeligt fag hvor vi bl.a. har gang i et ølbrygningsforsøg. Underviseren er en tysker som gør rigtig meget ud af at fortælle om de økonomiske muligheder indenfor bioteknologi. Vi kommer til at bruge en del tid på mikrobiel produktion af biopolymerer. Det glæder jeg mig meget til da det formentlig kommer til at erstatte plastic lavet fra olie på et eller andet tidspunkt.


Her er lidt om hvad jeg ellers har lavet:
 

Tur til Tui bryggeriet:
Et lille hyggeligt New Zealandsk bryggeri, beliggende ca 45 minutters kørsel fra Palmerston North. Det meste brygges i Auckland, så bryggeriet vi så fungerer mest som museum, administration med mere.



                                                               Manawatu River

       Tui bryggeriet. Det er opkaldt efter en New Zealandsk fugl som jeg forhåbentlig fanger et billede af på et  tidspunkt.
                                                                  En gammel bil.
                                 Flaskepåfyldningsanlæg. Det er kun i brug 1 gang om ugen.
                                                       (Ikke et ord om produktivitet herfra)

   De bruger stadig trækasser og glasflasker. De er vidst det eneste firma hvor der er pant på flaskerne.


                             En meget lang cykel. Noget med et rekordforsøg. Meget mærkeligt.
     Man er vel turist
  På vej tilbage stoppede vi ved den store vindfarm, som jeg også kan se fra mit fælleskøkken når vejret er til  det.                                        Så kan man tænde el-radiatoren med god samvittighed...

                                                            En vindmølle i tåge..
Jordskælv:
21. juli oplevede jeg for første gang et jordskælv. Jeg havde været i byen aftenen inden, så om det var pga. det første kraftige jordskælv om morgenen, at jeg vågnede, ved jeg ikke. Men da der ca. 1710 kom et jordskælv på 6.5 på Richterskalaen, var der ikke noget at være i tvivl om.. Jeg sad ved min computer, og tænkte ”Hvad fanden laver de mon nedenunder” pga. det lød som om der blev banket på væggen. Men da det fortsatte, og jeg kunne mærke en slags rystelse i gulvet, tænkte jeg det nok var et jordskælv. Det var en meget mærkelig følelse, pga. det er nogle langsomme rystelser, og det føles lidt på somme måde som en båd der gynger, bare… langsommere. Jeg anede ikke om det var så slemt at jeg burde kravle under bordet (det generelle råd er ”duck, cover, hold”), så jeg blev bare siddende og ventede på om det blev værre. Da jeg hørte nogle af de andre ude på gangen gik jeg ud til dem. Nu var rystelserne så småt slut, og vi blev enige om at vi nok godt kunne blive indenfor. Det var dog lidt surrealistisk at se lamperne stå og svaje på samme måde som hvis de havde hængt på et skib i bølgegang.
Men summa summarum, så var vi i Palmerston heldige at jordskælvet skete langt væk (i havet mellem Nord og Sydøen.) Wellington var heldige at skælvet ikke skete under byen, for så havde der uden tvivl været omkomne og kollapsede bygninger. Der er sket en del mindre bygningsskader i Wellington, bl.a. på det hotel jeg boede på for 2 uger siden, men ingenting her i Palmerston North. 



                                En bygning på Campus der ombygges til at kunne klare kraftigere jordskælv.
                                Lignende ombygninger er i gang rigtig mange steder.

Herunder er diverse avisartikler omhandlende jordskælvet.